Galleri Wärme - a Copenhagen Gallery for Contemporary Art
1) Når græsset er grønt:
Hr. Sommer er en spillemand med toner fra det grønne land,
Hvor lærken triller højt og kalder tankerne til ro.
Så den, der lytter til dens sang, kan ta’ lidt fri fra Verdens gang
og smide sig i græsset og juble: ”Lad det gro”.
Hr. Sommer kommer til din by og synger ud i vilden sky,
Mens gaden bliver varm og alt for hed til dine sko.
Så hør Hr. Sommers første bud: Se at få tid til at ta’ ud
og smide dig i græsset og juble: ”Lad det gro”.
Find dig en lille, stille plet og sid og nyd din frokostret.
Den har du i en kurv, og der er rigeligt til to.
Hør hvor Hr. Sommer synger glad om myggene, der vil ha’ mad,
Når du er i det grønne og jubler: ”Lad det gro”.
4) Midsommerdansen
Midsommer er et vidunderligt navn til en fest,
Selvom vi kun li’ er kommet fra start.
Men astronomisk set er solen nu ikke mer’ gæst,
skønt mere varme det vil være rart.
De lyse nætter er her, og de har deres tid,
Vi tæller timer og dyrker med flid.
Men giv os solskin om da’n
og regn om natten er sa’n
og særligt, hvis den er stille og blid.
Danskerne fejrer Skt. Hans,
som det også bli’r gjort rundt omkring udenlands.
Jão, Giovanni, Juan
Versioner af selvsamme sang.
Bål jager trolddom på flugt
For lys skal der til, hvis der skal blive frugt.
Det gi’r os varme og trøst
og håb om en rigelig høst.
Vi bor mod nord og er vant til omskifteligt vejr,
og der er tider, hvor alt går i gråt.
Vi ved, vi altid skal finde de rigtige klæ’r,
hvis vi skal ud, og hvis det skal gå godt.
De lyse nætter er her, og de har deres tid,
Vi tæller timer og dyrker med flid.
Men giv os solskin om da’n
Og regn om natten er sa’n
og særligt, hvis den er stille og blid.
Bind dig en blomsterkrans
Kend den hellige kildes magi
Det kræver ikke en sjette sans
at finde det, du kan li’.
Vær med til fællessang
sammen om håb og om tro.
Kærlighed har sin egen klang,
der går fremad og bygger bro.
Midsommerdansen er valsen, der bølger afsted,
men også den, hvor vi går rundt i ring.
Vi takker for, at vi stadigvæk kan være med
og tænker sommeren står nu på spring.
De lyse nætter er her, og de har deres tid,
Vi tæller timer og dyrker med flid.
Men giv os solskin om da’n
og regn om natten er sa’n
og særligt, hvis den er stille og blid.
9) Ved Gåsetårnets fod:
Ved Gåsetårnets fod sad Marianne og Per Svend
og så rundt på den gamle borgruin.
De havde netop taget hul på sommerferien
og fejred' dagen med en flaske vin.
Det var et dejligt solskinsvejr, og jorden var så varm,
og vinden bragte lykke til de to.
Guldgåsen smiled' til dem, som de sad der arm i arm
og mærkede de gamle tider gro.
Det var som om, Kong Valdemar den gamle kom forbi,
Han ville være Gåsetårnets far.
Han trådte frem og krævede et kæmpe byggeri,
oe tyske hansestæder sku' ha' svar.
Han pegede mod syd og råbte: Ier nogle gæs!
I skræpper op og kalder mig for svag.
Men jeg har kraft og vilje samt et gammelt råd mod stress:
I morgen vil vi atter ha' en dag.
Nu sidder Marianne og Per Svend og taler om,
Dengang da byen voksed' hus på hus.
Da fik man sten fra borgen, der som flasken blev lidt tom,
men stadigvæk kan gi' en stille rus.
2) Vi maler byen rød med musik:
Han er en tosset spillemand.
Han bringer bud fra dit forvandlingsland.
Han lokker toner ud af gadens grå trafik
og maler byen rød med musik.
Hej der du gamle snurretop,
Her er en ekstra sikring mod at få en prop.
Vi vender ryggen til al hverdagspanik
og maler byen rød med musik.
Han var en støvet spirrevip,
Der blev træt af at drukne med det daglige pip.
Så nu har han låst døren til sin antik-butik,
og maler byen rød med musik.
5) Når den lyse tid kommer:
Når Hr. Sommer tænder op for flammernes dans,
og bålene brænder, som de gør til Skt. Hans.
Så vil vi svinge os i varmen, til månen bliver blød,
Vi ta’r hinanden under armen og puster til den indre glød.
Og mens røgen stiger om kap med håbets sang,
og heksene skriger: det skal blive som dengang.
Da vil vi glemme harmen og tvivlens klæge grød,
Vi ta’r hinanden under armen og puster til den indre glød.
For når den lyse tid kommer, og natten kun er kort,
Så spiller Hr. Sommer tungsindet bort.
Og mens ilden sluger den gamle, mørke tid,
og de røde luer gør nutiden blid.
Så vil musik erstatte larmen og byens sorte nød,
Vi ta’t hinanden under armen og puster til den indre glød.
Hr. tungsindet bort.
6) Opsang til Per Spillemand
Spillemand, grib dit instrument
og find melodien, inden alting går i stå.
Spillemand, grib dit instrument.
I dag er der ikke mere, jeg skal nå.
Tiden er gået, det er blevet sent.
Mange er forsvundet, snart skal her gøres rent.
Men inden sidste omgang, så giv mig et svar:
Prøv at sprede skyerne, så er du rar.
Vi sidder endnu i det samme rum,
men her på det sidste har du kun været stum.
Men inden vi skilles så sig et par ord.
Lad vær’ med at tro, de ikke sætter spor.
Spillemand, grib dit instrument
og find melodien, inden alting går i stå.
Spillemand, grib dit instrument.
I dag er der ikke mere, jeg skal nå.
10) Det var en lørdag formiddag:
Det var en lørdag formiddag i gamle Helsingør,
fra kirkens tårn lød klokken netop ti,
og solen så så varm og glad på Hannes gadedør,
:som just gik op, idet jeg gik forbi:
Ja, Hannes gadedør gik op, men hun gik ikke ud.
Nej, hun var faktisk ikke til at se.
I stedet så jeg til min skræk, at der stod Røde Knud
:jeg stakkel, tænk at dette skulle ske:
Ja, der stod Røde Knud og råbte: ”Hør du gamle jas,
jeg tror nok, at vi to skal samme vej –
og mens jeg har dig, hvordan går det med den hundred’las,
:jeg var så dum at låne ud til dig”:
Hvordan det gik med pengene, jo, det gik mægtigt flot –
de fik jo ben at gå på. Det er klart.
For det er dyrt at leve, dobbelt dyrt at leve godt,
:og vi vil alle gerne ha’ det rart:
Nå, Knud fik sine penge, og så blev jeg ham da kvit,
men var nu lige ved at være flad.
Jeg havde faktisk ikke mere end min appetit
:og ingen penge til lidt middagsmad:
Nu står jeg her på torvet midt imellem frugt og grønt
og prøver på at være optimist.
For hvis man ikke også tænker: ”Livet det er skønt”,
:så bli’r det hurtigt bare gråt og trist:
Vi hygged’ os så herligt, men det er nu helt forbi,
for jeg er nemlig blevet spillet ud,
og at jeg nu betalte – det er skæbnens ironi,
:for Hanne hun har kaffen klar til Knud:
3) Årets gang
Bøgen står nøgen i januars kulde og sne,
ikke et blad er til at se.
Februar bringer kun istapper til fastelavn,
Det er en tid i vinterens favn.
Bøgen får knopper, og marts ånder ud i april,
Den springer ud i grønne smil.
Nu iler tiden til fuglenes kvidren i maj,
Foråret kom igen denne vej.
Dagene længes i juni mod Midsommerfest,
solen er nu blevet vor gæst.
Juli gi’r tid til at ta’ på en ferietur
ud for at se den danske natur.
Stranden bli’r dyrket, mens marken bli’r moden til brug,
Indtil august viske som rug:
Giv os det daglige brød med et ordentligt vejr.
Høsten går ind, september er nær.
Kronen på værket får hurtigt oktober-kulør,
Skoven er nu ikke som før.
Og med november-december går året på hæld,
Mens bøgen si’r: På gensyn farvel.
7) Hvad er det, du gør?
Det var den første maj, vi sang om lige ret,
det var forår med os som friske skud.
Men tiden er gået i store spring,
lyset blafrer som vil det gå ud.
Det var den femte juni, vi dansede omkring,
Sommeren var ganske ny.
Siden er tankerne løbet rundt i ring,
og der er lang vej i en by.
Det er i dag, jeg spø’r, hvor blev du af.
Det er i dag, jeg spø’r, hvad er det, du gør?
Vi var midt i august, da det blev efterår,
og dansen blev en anden fra den dag.
For frihed og lighed er ikke no’et, du får,
Det er noget, du må ta’.
Det er i dag, jeg spø’r, hvor blev du af.
Det er i dag, jeg spø’r, hvad er det, du gør?
8) Den lige vej
Den lige vej er ikke altid mulig
Selv om du godt ved, hvor du vil hen.
Og fugleflugt er ikke altid bru’lig
Bjerge, hav og floder spærrer den.
Et mål er godt,
ja også fler’ -
som fyrtårne, der viser vej.
Men det er her, det sker
for dig i dag.
En omvej virker oftest ret besværlig
Nu bli’r her jo længere at gå.
Og at den så kan bli’ noget ganske særligt
Det er ikke helt til at forstå.
Et mål er godt,
ja også fler’ -
som fyrtårne, der viser vej.
Men det er her, det sker
for dig i dag.
11) Jeg breder kortet ud:
Jeg breder kortet ud og ser på landet,
der hviler som en brud omfavnet af vandet.
Hun peger op imod nord:
Det er her vi danskere bor.
Jeg følger havet, hvor han griber jorden,
og fingrene når til bunden af fjorden.
Mens færger gi’r mig lidt ro,
før jeg står med udsigt til en bro.
De mange øer gror, og bag ved stranden
der smiler Moder Jord og vinker til manden.
Han bølger gennem et sund
Med et kys på sin kærestes mund.